Din kurv

Sådan vasker du dit secondhandtøj

Sådan vasker du dit secondhandtøj

Dit tøj har brug for masser af kærlighed, når du vasker det – uanset om det er spritnyt eller secondhand. Det sørger nemlig for at holde på formen og farven og forlænge levetiden, så du kan få glæde af din yndlingsbluse i mange år.

Drop vask i hånden

Porøse materialer såsom uld og silke skal vaskes ved præcise og konstante temperaturer, og det er næsten umuligt at kontrollere med vask i hånden. Brug derfor skånevask-programmet på din vaskemaskine. Så holder din uldsweater og din silkekjole sig pæn længe.

 

Det rigtige vaskemiddel

Det rigtige vaskemiddel er alfa og omega, når du skal passe på dit tøj. Sørg for at have vaskemiddel specifikt til hvidt, mørkt, kulørt og ikke mindst til uld og silke. På den måde holder farven og strukturen i dit tøj meget længere.

 

Anskaf dig en steamer

Vi vasker vores tøj oftere, end det egentlig er nødvendigt. Og jo mere du vasker, jo mere slider du på tøjet. En steamer kan opfriske dit tøj hurtigt, da den skånsomt løfter eventuelle pletter og udglatter stoffet, så du ikke behøver at finde strygejernet frem.

Undgå tørrestativet

Hvis du gerne vil undgå, at tøjet mister sin form, er det en god idé at styre uden om tørrestativet. Tør i stedet dine bluser på en bøjle (og husk at knappe alle knapperne) og dine bukser på en buksebøjle i pressefold.

 

Pas mest på de sarte

Nogle gange vasker vi flere typer tøj sammen. Det er helt OK – og i øvrigt også bedst for miljøet i stedet for at vaske én enkelt ting ad gangen. Bare du altid husker at indstille vaskeprogrammet, så du tager hensyn til det mest sarte stykke tøj, der er røget i vaskemaskinen.

 

Vask på vrangen

Det er en god idé at vaske dit tøj med vrangsiden udad. Især hvis der er små syninger, sart print, knapper og små påsyede detaljer. Derudover kan det også være med til at holde på farverne, så du undgår en mat overflade.